Guide: Sådan laver du en flot gallerivæg til boligen

Home / Design / Guide: Sådan laver du en flot gallerivæg til boligen

En af de indretningstendenser, der er meget populære for tiden, er gallerivægge. Du kan udforme en gallerivæg på tusind forskellige måder, og det er en god løsning til at give dit hjem liv og personlighed. Og så er det jo helt op til dig, hvad og hvordan du hænger dine billeder op – faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan din gallerivæg kan se ud.

Det kan dog være lidt af en udfordring, når det rent faktisk kommer til udførelsen. Og mange vil nok kunne nikke genkendende til pludselig at stå med fire huller for meget og en væg med billeder, der ikke harmonerer. Der er nemlig nogle forhold, du skal være opmærksom på, og derfor har vi herunder lavet en guide til, hvordan du nemt laver en flot gallerivæg til boligen.

Hvilke typer rammer skal du vælge?

Noget af det første, du kan begynde at overveje, er, hvilken type og farve dine rammer skal have. Vælg nogle, der passer ind i resten af din indretning. Dertil er det også værd at overveje, hvor meget plads du har at gøre med. Rammer med målene 70×100 cm er en god størrelse at have med i sin gallerivæg, fordi det giver et harmonisk udtryk med både store og små rammer. Hvis du udelukkende vælger små rammer, kan din væg hurtigt få et rodet udtryk.

Du kan med fordel vælge rammer i samme farve. Det giver et meget strømlinet resultat, som vil passe godt ind i en moderne skandinavisk indretning.

Det kan dog også give et lækkert, unikt og personligt udtryk, hvis du bruger flere forskellige typer rammer. En god tommelfingerregel er at vælge to eller tre forskellige farver/typer af rammer, så det stadig får et balanceret look.

Tænk i flere dimensioner og størrelser

Når du begynder at finde motiver og rammer, er det en god idé at tænke i flere størrelser og dimensioner. Med det menes, at det er en god idé at skabe et varieret udtryk.

Derfor er der fire elementer, som du bør huske på, når du skal lave en gallerivæg:

  1. Noget stort
  2. Noget småt
  3. Noget tredimensionelt
  4. Bogstaver og/eller ord

Denne sammensætning giver et fantastisk resultat med et flot, gennemtænkt og varieret udtryk.

Hvad med motiverne?

Når du skal udvælge motiverne til din gallerivæg, er der flere forskellige tilgange til det.

Du kan vælge at skabe harmoni i et rum ved at bruge samme tema. Det kunne eksempelvis være et plantetema med botaniske motiver og grafiske tryk.

Du kan vælge en bestemt stil, som du føler passer godt ind i din indretning – eller som du bare er helt vild med.

Du kan vælge at lade en farve gå igen i alle motiverne, hvilket også giver et strømlinet og harmonisk resultat. Du kan vælge, at farven skal være en, du måske allerede har i din indretning. Har du eksempelvis en gul kommode, som du er rigtig glad for, kan det gøre meget for rummet, hvis du vælger at den gule farve skal gå igen i din gallerivæg.

Du kan også vælge den helt simple metode: At vælge med hjertet. Så kan det nemlig ikke gå helt galt. Her vælger du simpelthen bare alle de motiver, som betyder noget for dig. Det kunne være alt fra arvestykket til børnetegninger og dine yndlingsloppefund.

Gør det nemmere for dig selv (og undgå unødvendige huller i væggen)

Når du indretter en gallerivæg, skal du have mange motiver i spil. Derfor er det også en god idé på forhånd at vide, hvor og hvordan de skal hænge.

Prøv dig derfor frem med denne fremgangsmåde:

  1. Start med at placere dine billeder på gulvet, sådan som du gerne vil have dem til at hænge. På den måde kan du nemt skifte ud og bytte rundt, indtil du opnår det ønskede resultat.
  2. Herefter skal du i gang med saksen. Du tager nu mål på billedet og klipper et tilsvarende stykke ud i eksempelvis pap, gavepapir eller lignende. Her skal du huske at tage mål af billedets ophæng og markere med tus eller blyant.
  3. Når du har klippet alle stykkerne ud (fra alle dine valgte billeder), hænger du dem op på væggen, sådan som de var arrangeret på gulvet.
  4. Nu skal du bare sætte et søm eller en skrue der, hvor du har markeret ophænget.
  5. Erstat papiret på væggen med dine billeder og voila – du har en flot gallerivæg helt uden unødvendige huller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *